Konference om fremtidens arbejdsmarked

hans halvorsenTo konferencer sætter spot på udfordringerne om 5-10 år på fremtidens arbejdsmarked.
”Det er vanskeligt at spå – især om fremtiden”. Ikke desto mindre er det det en række faglige organisationer, uddannelsesinstitutioner, virksomhedsledere og Århus Kommune kaster sig ud i. Med to konferencer sætter parterne fokus på fremtidens arbejdsmarked i Århus om 5-10 år

De små årgange kommer ud på arbejdsmarkedet

Arbejdsmarkedet har de seneste år været præget af stigende ledighed. Og om få år vil vi opleve, at arbejdsstyrken skrumper ind, fordi de store årgange går på pension og erstattes af små årgange. Desuden oplever vi et arbejdsmarked i konstant forandring med stigende krav til arbejdsstyrkens kvalifikationer og omstillingsparathed.

”Der er god grund til at diskutere og forholde sig til, hvordan vi ønsker fremtidens arbejdsmarked skal se ud. Men også hvad vi kan gøre for at komme på forkant med fremtidens udfordringer til arbejdsstyrken,” siger rådmand Hans Halvorsen og fortsætter:
”Vi kender ikke fremtidens arbejdsmarked, men vi kan se nogle tendenser og danne os et billede af den forventede udvikling. Som virksomhed, medarbejder, uddannelsesinstitution og politiker skal vi have kendskab til det arbejdsmarked, vi agerer på, så vi kan handle og være på forkant. Det er mit ønske, at konferencerne bidrager til, at vi hver især og i fællesskab bliver bedre rustet til at præge udviklingen på det århusianske arbejdsmarked, så der bliver vækst og fremgang for alle.”

Task forcen står bag

Det er Task Forcen for Århus Kommunes Vækst- og Jobpakke og Beskæftigelsesforvaltningen i Århus der står bag de to konferencer om ”Fremtidens arbejdsmarked i Århus om 5-10 år”.

”Vi kan ikke vide præcis, hvor der bliver brug for arbejdskraft, eller hvor der i fremtiden kan blive arbejdskraft tilovers. Men ved at få input fra så mange forskellige interessenter som muligt, kan vi danne os et nuanceret billede af den forventede udvikling. Det er dog helt centralt, at konferencerne bliver fulgt op af tiltag fra de steder, hvor man kan påvirke udviklingen således, at uddannelsesinstitutionerne tilpasser sig, virksomhederne omstiller sig, politikerne griber hurtigt ind overfor ændringer i beskæftigelsesmønstrene og borgerne i god tid bliver forberedt på fremtidens krav og tilbud,” siger Anders Munk, formand for LO i Århus og medlem af Task Forcen.

To konferencer

De to konferencer ”fremtidens arbejdsmarked” og ”udfordringer for uddannelsesinstitutionerne” afholdes henholdsvis

den 19. maj kl. 14:00 – 18:00 i Studio 1 i Filmbyen
og den 2. juni kl. 14.00 – 18.00 i Turbinehallen på Kalkværksvej.

Mange virksomheder har mærket den økonomiske krise, som for nogle har resulteret i kraftigt nedsat ordretilgang. Virksomhederne har måttet opgive at ansætte det nye antal elever og lærlinge, som de plejer. Heldigvis ser det ud til at lysne, og antallet af indgåede lærlingeaftaler er igen stigende. Heldigvis. For det man kan frygte – og som ikke må ske – er en mangel på kvalificeret arbejdskraft i fremtiden.

Med konferencerne byder vi op til positiv dialog mellem alle involverede parter, så vi kan få fokus på, hvilke tiltag der skal gøres og forberede os på, hvad fremtidens arbejdsmarked bringer,” siger Søren Dyhr, formand for Aarhus Håndværkerforening og medlem af Task Forcen.

Om Task Forcen for Århus Kommunes Vækst- og Jobpakke

• Task Forcen for Århus Kommunes Vækst- og Jobpakke er nedsat i marts 2009 i tilknytning til Byrådets beslutning om at iværksætte to vækstpakker.
• Vækstpakke 1: med det formål at bevare byggebranchens kapacitet i Århus-området gennem finanskrisen.
• Vækstpakke 2: for at fremrykke kommunale anlægsprojekter.
• Det er Task Forcens opgave at følge udviklingen på beskæftigelsesområdet og komme med forslag til nye initiativer.
• Formand for Task Forcen er rådmand Hans Halvorsen.
• De øvrige medlemmer er repræsentanter fra blandt andet Dansk Byggeri, HK Østjylland, LO Århus, Fagligt Fælles Forbund, Aarhus Håndværker Forening, DI, Arkitektforbundet og Aarhus Tech.