|
Ny lov om sygefravær er trådt i kraft
Den 29. maj 2009 blev en ny lov om sygefravær vedtaget. Initiativerne er mange og omfatter ALLE som er syge, både dem som modtager kontanthjælp, starthjælp og introduktionsydelse og sygedagpengemodtagere samt personer, der er visiteret til fleksjob og modtager ledighedsydelse og særlig ydelse. Lang de fleste ændringer relaterer sig dog til sygedagpengeområdet.
Fokus på en tidlig og aktiv indsats Loven udspringer af regeringens handlingsplan for nedbringelse af sygefraværet i Danmark ” Sygefravær – en fælles udfordring” som blev præsenteret i juni 2008, og efterfølgende udmøntet i den trepartsaftale om sygefravær, som regeringen indgik med arbejdsmarkedets parter i efteråret 2008.
Den nye lov hviler på grundidéen om, at sygemeldte ikke skal overlades til sig selv, fordi det øger risikoen for, at de bliver langvarigt syge og aldrig kommer tilbage til deres arbejde igen. Sygemeldte skal derfor tidligt i deres sygdomsforløb hjælpes med at fastholde tilknytningen til deres arbejdsplads, idet erfaringerne viser, at en tidlig og mere aktiv indsats over for sygemeldte kan hindre lange sygemeldinger, hvorved flere sygemeldte bevarer tilknytningen til deres arbejdsplads og arbejdsmarkedet generelt. Hjælpen skal altid tage udgangspunkt i de konkrete individuelle behov hos den sygemeldte, og tilpasses den sygemeldtes helbredsstilstand.
Dette skal bl.a. ske ved at skabe en øget dialog om sygefraværet på den enkelte arbejdsplads mellem arbejdsgiver og den sygemeldte, i a-kassen for ledige sygemeldte, samt via de tilbud kommunen kan give sygemeldte, for at hjælpe dem med at være mere aktive under deres sygdomsforløb.
Således kommer der tidligt i sygdomsforløbet fokus på at få kortlagt, hvad den sygemeldte kan på trods af sin sygdom.
Initiativerne i den nye lov vedrører både kommunernes, virksomhedernes, a-kassernes og de praktiserende lægers indsats for at fastholde sygemeldte på arbejdsmarkedet, og implementeres af flere omgang med ikrafttrædelsesdatoer d. 6. juli og 5. oktober 2009 samt 1. og 4. januar 2010. Et par af de centrale hovedelementer uddybes nedenfor.
Virksomhedernes indsats over for sygemeldte Den nye lov styrker ligeledes sygefraværsindsatsen på virksomhederne, hvor der sættes fokus på fastholdelse via en øget dialog mellem arbejdsgiveren og den sygemeldte, som skal afdække mulighederne for, at den sygemeldte medarbejder hurtigere kan komme tilbage til arbejdet helt eller delvist.
Arbejdsgiverne får fra oktober 2009 en ny lægeerklæring – en ”mulighedserklæring” – som skal bruges til at afdække, hvilke muligheder den sygemeldte har for at udføre arbejdsfunktioner på trods af sin sygdom.
Fra 4. januar 2010 skal arbejdsgiverne senest i 4. sygeuge afholde en sygesamtale med den sygemeldte medarbejder, hvor fokus er på hvordan og hvornår den sygemeldte kan vende tilbage til arbejdet, herunder om sygemeldingen forventes at vare mere end 8 uger. Disse oplysninger videregives til kommunen, som så vurderer om den sygemeldte har behov for en særlig indsats.
Forventes den sygemeldte ikke at vende tilbage til arbejdet inden 8 ugers sygemelding, kan denne anmode arbejdsgiveren om at få udarbejdet en fastholdelsesplan for, hvordan vedkommende hurtigst mulig kan vende helt eller delvis tilbage til arbejdet igen. Arbejdsgiveren og den sygemeldte udarbejder fastholdelsesplanen sammen, men arbejdsgiveren kan dog give afslag herpå, hvis der ikke vurderes behov herfor.
Er der udarbejdet en fastholdelsesplan, skal den sygemeldte medbringe denne til 1. opfølgningssamtale i kommunen. Har den sygemeldte og arbejdsgiveren ikke udarbejdet fastholdelsesplan kan kommunen opfordre den sygemeldte til at få udarbejdet en.
|