|
Jobcenter Århus’ polske meritter
Beskæftigelsesrådmand Laura Hay har underskrevet et ”Letter of Intent” med den polske kommune Lodz om gensidig udveksling af arbejdskraft.
Endvidere har jobcenterchef Christian Schacht-Magnussen ved udgangen af juli måned underskrevet en strategisk aftale med den regionale afdeling af den legendariske fagforening ”Solidaritet” om et strategisk samarbejde på samme område – gensidig udveksling af arbejdskraft under overskriften: Transfer-of-Labour.
Parterne er enige om at stræbe mod et strategisk samarbejde om initiativer, projekter og erfaringsudveksling på en række områder, der skal understøtte jobskabelse og jobmobilitet af arbejdskraft mellem Polen og Danmark og omvendt for at
• Fastholde beskæftigelse • Skabe nye job • Fremme mobiliteten • Opgradere kvalifikationer • Matche arbejdsmarkeds-behov • Øge adgang til beskæftigelse
Baggrund Jobcenter Århus har siden begyndelsen af 2008 løbende været i kontakt med både Arbejdsmarkedsforvaltningen og Socialforvaltningen i Polens andenstørste by Lodz.
Man har fra polsk side bl.a. været interesserede i at lære af de danske erfaringer på beskæftigelsesområdet og der er allerede etableret en bred samarbejdsflade med bl.a Jobcenter Lodz, ligesom der arbejdes på en række kommende mulige samarbejdsprojekter mellem Jobcentrene og relevante eksterne samarbejdspartnere.

”Transfer of Labour” Under et besøg i Lodz i juni 2009, hvor også repræsentanter fra Dansk Byggeri og 3F deltog, mødtes tre medarbejdere fra Jobcenter Århus med deres polske kolleger og en række polske interessenter om et helt konkret projekt med arbejdstitlen ”Transfer of Labour”.
Fra polsk side er det bl.a. aktuelt faglært arbejdskraft indenfor byggeri, der er en mangelvare og i forbindelse med en række storstilede renoveringsprojekter i Lodz er man interesseret i at samarbejde med danske og ikke mindst århusianske virksomheder inden for byggesektoren.
Derudover arbejdes der på at skabe mulighed for at lade danske lærlinge inden for byggefagene få mulighed for at tage en del af deres læretid i renoveringsprojekterne i Lodz. Dette skal bl.a. ses i lyset af den nuværende mangel på lære- og praktikpladser i Danmark.
Lodz Lodz er Polens næststørste by med ca. 800.000 indbyggere, beliggende 130 km vest for Warszawa. Byen har indtil 1990´erne været domineret af tekstilindustri og har siden da været igennem en omfattende nyorientering for at skabe nye arbejdspladser i nye brancher. Pt. er der en ledighed på 8% i Lodz – en stigning på 2% siden sidste år pga. finanskrisen.
|