|
Invitation til dialog
Jobcenter Århus har et tæt samarbejde med en lang række virksomheder om fastholdelse og rekruttering af dansk og udenlandsk arbejdskraft. Et samarbejde, som er en forudsætning for en aktiv beskæftigelsespolitik, der bidrager til et velfungerende arbejdsmarked.
Virksomhedernes viden og erfaringer er afgørende for, at vi fortsat kan udvikle Jobcenter Århus, og tilpasse vores service til borgernes og virksomhedernes behov. En aktuel undersøgelse af små som store virksomheders brug af og tilfredshed med Jobcenter Århus viser blandt andet, at næsten alle adspurgte kender Jobcenter Århus og godt halvdelen bruger jobcentret. Hvad angår kendskabet til vores services, så skal vi her blive meget bedre til at være opsøgende, give sparring og information. Virksomhederne skal vide, hvad de kan forvente af os, og vi skal fremstå som en samlet og koordineret enhed over for de virksomheder, der henvender sig. Kvaliteten i vores arbejde skal være synlig, og det skal være klart, hvor lang sagsbehandlingstid man kan forvente. Det ligger mig meget på sinde at gøre en indsats for at styrke og udvikle samarbejdet og dialogen med virksomhederne for at høre, hvordan vi kan gøre tingene endnu bedre og udvikle nye initiativer.
Jeg vil derfor i løbet af efteråret invitere nogle af de virksomheder, vi samarbejder med til dialogmøde her på rådhuset. Desuden planlægger jeg at tage på en besøgsrunde til lokale virksomheder for at få et indblik i det daglige arbejde, og hvordan Århus Kommune kan skabe bedre rammer for vækst i virksomhederne. Og virksomhederne er altid velkomne til at henvende sig, hvis de har noget på hjerte.
Udfordringer på kort og lang sigt Vi må sande, at vi står overfor store udfordringer med et arbejdsmarked præget af økonomisk afmatning og stigende ledighed kombineret med et forventet fald i arbejdsstyrken. Hvis vi vil sikre velfærden fremadrettet, er vi nødt til at gøre en aktiv indsats både ud fra et kort og et langsigtet perspektiv.
På kort sigt handler det om at finde alternativer til afskedigelse i form af uddannelse for begrænsede omkostninger, omskoling og jobrotation. På længere sigt handler det om at forberede sig på det forandrede arbejdsmarked, der venter, når konjunkturerne igen vender. Det skal blandt andet ske ved at sikre tilstrækkelig og velkvalificeret arbejdskraft, der matcher erhvervsudviklingen på det danske arbejdsmarked.
Mere gang i Århus Det er mit og Jobcenter Århus´ mål at yde den optimale indsats og hjælpe virksomhederne bedst muligt gennem den økonomiske situation, vi står i lige nu.
Med jobpakken ”Mere gang i Århus” udmønter vi 30 millioner kroner, hvilket giver os mulighed for at efteruddanne og omskole nogle af de nye ledige til andre fag, som i de kommende år fortsat vil efterspørge kvalificeret arbejdskraft. Og vi planlægger en kampagne, der skal skaffe flere voksenlærligepladser.
Jobpakken indeholder også et ønske om at fremrykke kommunale anlægsinvesteringer. I Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse har vi alene planlagt projekter for mere end 74 millioner kroner. Heraf er mindst 10 millioner kroner fremrykninger fra 2011 og 2012. Nu afventer vi Byrådets ja, så vi kan iværksætte projekterne og igen få gang i hjulene i Århus. Det kan kun gå for langsomt.
Venlig hilsen
Laura Hay social og beskæftigelsesrådmand
|