|
Ung i erhvervspraktik - en positiv oplevelse
”Erhvervspraktikken gjorde mig mere sikker på mit uddannelsesvalg”
Sådan siger Morten Svejstrup Christensen om sit praktikophold i virksomheden Hasle Elinstallation ved Brdr. Bagner.
Morten går i 9. klasse på Laursens Realskole og skal som alle andre unge i 9. og 10. klasse snart beslutte, hvad han vil lave efter sommerferien.
Inden Morten starter på elektrikeruddannelsen, tager han lige 10. klasse på fodboldlinjen på Laursens Realskole. Sport og motion fylder meget i Mortens hverdag, så et år med mange timers fodbold på skoleskemaet skal også opleves.
For Morten blev erhvervspraktikken hos Brdr. Bagner en medvirkende faktor i hans beslutning om at uddanne sig til elektriker. Det var en rigtig positiv begivenhed at være i firmaet. ”Jeg oplevede et godt arbejdsfællesskab med gode kolleger, og jeg fik lov til at prøve at være med til at løse arbejdsopgaverne og lave, hvad jeg kunne finde ud af. Selvfølgelig kiggede svendene efter og kontrollerede. Det var jo dem, der havde ansvaret.”
I løbet af praktikugen fulgtes Morten med forskellige elektrikere og var med på opgaver i større virksomheder og med til småreparationer i private hjem. Det gav Morten et godt indblik i det brede felt, som en elektriker arbejder indenfor. ”Jeg opdagede også, at der var noget jeg ikke vidste, at elektrikere lavede. Det var meget lærerigt.”
Morten har i flere år vidst, at han ville uddanne sig inden for noget med teknik og håndværk. ”Siden jeg var seks år har min far har lært mig mange ting med teknik. Jeg har altid syntes, at det var sjovt.” I en lang periode ville Morten være automekaniker, men så kom han sidste år til at tænke på, at der nok ville være flere muligheder for videreuddannelse, hvis han blev elektriker – fx kan man gå videre og blive elinstallatør.
På et tidspunkt skulle familien have repareret noget i huset, og der kom elektrikere fra Brdr. Bagner. Morten syntes, at det var nogle flinke folk, så han fik mod på at kontakte firmaet for at prøve at få en praktikplads. Det lykkedes heldigvis for ham.
Erhvervspraktik set fra virksomheden
”Det er en naturlig del at have praktikanter” Udtaler Henrik Bagner, medejer af Hasle Elinstallation, da Nyhedsbrevets udsendte taler med ham om skoleelever og erhvervspraktik.
Henrik Bagner fortæller, at Hasle Elinstallation beskæftiger 15 ansatte, hvoraf fire er lærlinge. Firmaet har en alsidig og bred kundekreds med mange opgaver bl.a. inden for tyverialarmer, videoovervågning og varmestyring. 20 % af kunderne er private.
Let at have praktikanter Den store bredde i opgaverne med mange serviceopgaver gør det let at have praktikanter. I løbet af en uge kan en praktikant følge en ny medarbejder hver dag og dermed få stor indsigt i de mange forskellige typer af arbejdsopgaver, som virksomheden løser, og som er hverdagen for en elektriker.
Det er vigtigt, at medarbejderne ikke oplever praktikanter som en belastning i hverdagen. Derfor har Hasle Elinstallation fundet en passende balance med ca. 6 praktikanter om året. Tidligere har firmaet også haft praktikanter, der var to dage i praktik og tre dage i skole om ugen i en periode.
Lidt snue er ingen hindring for at møde på arbejde Medarbejderne i Hasle Elinstallation arbejder meget selvstændigt og kører ofte alene som reparatører i servicevognene. De skal kunne klare uforudsete opgaver og kommunikere med kunder i forskellige situationer. Det stiller krav om selvstændighed. Sådan er det også for praktikanter. ”Man skal kunne møde om morgenen – selvom man er lidt forkølet”, siger Henrik Bagner, ”og det er positivt, at man viser initiativ og selv opsøger en praktikplads.” Faktisk har to tidligere erhvervspraktikanter senere fået læreplads hos Hasle Elinstallation.
Man har en forpligtelse Til afslutning på interviewet understreger Henrik Bagner, at virksomheder og fag, der har mulighed for det, skylder de unge mennesker at vise dem arbejdsmarkedets muligheder ved at stille praktikpladser til rådighed. Henvendelse til UU-Ungdommens Uddannelsesvejledning 8940 5975 og på www.uu-aarhus.dk
|