|
SLUT med fire jobansøgninger om ugen for ledige i a-kasse
Kravet om fire ugentlige ansøgninger er nu droppet og erstattet af nye retningslinjer om, at ledige og a-kassen i stedet i samarbejde skal lave en individuel plan efter højst fire ugers ledighed.
Kravet om de fire ugentlige ansøgninger blev aldrig populært. Hverken hos de ledige, der hver uge skulle præstere minimum fire ansøgninger eller hos de arbejdsgivere, der modtog en mængde henvendelser – både seriøse og proforma-henvendelser, som alle krævede venlige svar.
Der er naturligvis god mening i at have et system, som effektivt bringer jobsøgende og arbejdsgivere sammen og trods nuværende fyringsrunder og varslinger om kommende afskedigelsesrunder er efterspørgslen på kvalificerede medarbejdere på andre områder af arbejdsmarkedet ikke aflyst.
Så der skal stadigt skrives ansøgninger – og også til job, som ikke umiddelbart matcher drømmejobbet. Men den ledige skal sammen med sin a-kasse udarbejde en individuel plan for jobsøgningen, der efterfølgende følges op med rådighedstjek i a-kassen og den ledige skal henvises til jobåbninger og jobchancer.
Kravet om fire jobansøgninger om ugen er således afløst af målrettet jobsøgning og kvalificeret vejledning – et skridt, som vi er overbeviste om, at alle kan tilslutte sig.
|