|
Jobcenter Århus’ virksomhedsindsats - forventninger og fakta
Virksomheder overalt i Danmark kan med rette spørge, hvilke forventninger de kan have til landets i alt 91 jobcentre – og hermed også til Jobcenter Århus.
Mulighederne kunne være mange og forventningerne store og derfor er det vigtigt for os her at præcisere og afgrænse opgaven.
I kontakten med virksomhederne er det afgørende at bemærke, at fokus i jobcentrenes indsats er på den helt overordnede opgave at hjælpe ledige i job. Og den bedste service, jobcentrene kan yde virksomhederne er at få ledige i job hurtigt. For at kunne løfte den opgave er en god, tæt og professionel kontakt til og med virksomhederne af vital betydning.
I Danmark finder virksomheder og jobsøgende i vid udstrækning selv hinanden. Dermed har jobcentrene kun en lille del af arbejdsmarkedet – nemlig den del, der ikke er selvregulerende.

Det betyder, at Jobcenter Århus skal levere den arbejdskraft, der er ledig – hvilket omvendt kan medføre, at vi ikke altid kan levere lige netop det, virksomhederne efterspørger.
Jobcenter Århus’ 4 kerneopgaver
I samspillet mellem virksomhederne og Jobcenter Århus har vi defineret 4 kerneopgaver. De er: • At skaffe pladser i virksomhederne til de ledige • At synliggøre ubesatte job • At hjælpe virksomheder med rekruttering, når de henvender sig • At hjælpe virksomheder med at fastholde sygemeldte medarbejdere.
|